Folk der klynker..

En ting jeg virkelig hader er folk der klynker over deres mikroskopiske problemer, som de fantaserer sig frem til at ha'. Det kan virkelig gå mig på nerverne, når nogen sidder offentligt og klynker over ingenting. Jeg har ikke bedt om at høre om folks lorte liv, så derfor irriterer det mig virkelig, når folk udtrykker deres "problemer"i mit nærvær, og derved tvinger mig til at høre på det. Når folk klynker over, at de har brækket en negl, og at det virkelig har ødelagt deres weekend, så giver det mig virkelig bare lyst til at amputere deres hænder, så de får nogle virkelige problemer at klynke over, i stedet for det lort de konstant lukker ud
En ting jeg hader endnu mere end at skulle høre på folks "problemer", er når de tvinger mig til at skulle forholde mig til deres lorte liv. Jeg hader at blive ringet op af folk, som jeg virkelig ikke gider at høre på, og så skulle høre på deres lort. Jeg har intet imod det, hvis det er rigtige problemer, som de enten har behov for at udtrykke, eller som skal løses, men ofte er det bare endeløst klynkeri, som mest af alt giver mig lyst til at fjerne deres stemmebånd med en rusten saks. Problemet er bare at jeg, når folk kommer med deres ubetydelige problemer, ikke er i stand til at sige: "Tag dig nu sammen dit skvat!", men i stedet siger: "Ja, det er godt nok synd for dig. Håber at du klarer det ect.." Derfor får folk en idé om at jeg gider at høre på det lort de lukker ud, og derfor ringer de til mig, i stedet for til åndssvageforsorgen, som ofte ville være mere passende..