Folk uden selvironi

Jeg har meget svært ved at omgås folk, som ikke ejer selvironi, da jeg ofte kommer til at fremkalde en PMS lignende tilstand ved dem, når jeg laver sjov med dem.

Et eksempel på dette, er at jeg sad på en bar, sammen med en kammerat og fik en øl, efter at vi havde været til et førstehjælpskursus. En perker, som går i min kammerats klasse ringer til ham, og snakker med min kammerat. Efter et stykke tid tager jeg så telefonen ud af hånden på min kammerat, og begynder at tale til perkeren på perkonesisk (derka, derka, muhammed, jihad, hallal). Dette får ham til at blive pige-sur, og lægge på. Jeg har fået et par øl, så jeg tænker at det ville være skide sjovt at ringe op igen, og fortsætte samtalen på samme måde. Det får så perkeren til at sige, at jeg skulle bare prøve at sige det til ham face-to-face, og at han havde en bil, så han kunne sagtens komme forbi, og så skulle jeg prøve at sige det til ham.
Jeg bliver træt af at høre på hans evindelige flæberi, så jeg giver efter et stykke tid telefonen tilbage til min kammerat.

I dag viste det sig, at perkeren stadig ikke var kommet over sin "røde periode", så da jeg kommenterede noget, som han sad og bitchede over inde i hans klasse, så fik det virkelig blodet til at flyde igen.. Han begyndte straks at flæbe over at jeg havde ringet til ham midt om natten, og havde fornærmet ham, og påstod at jeg var racist. Dette er dog ikke tilfældet.
For det første, så ringede han til min kammerat.
For det andet så har han utallige gange været en idiot over for mig uden at jeg havde kommenteret det, så jeg regnede med at han godt kunne tage at jeg lavede en smule sjov med ham.
For det tredje, så er jeg ikke racist - det er bare ham, som jeg ikke kan lide. Godt nok bruger jeg udtrykket "perker" om ham, men det er blot fordi han passer så uendelig godt på stereotypen "perker".

Derfor har jeg meget svært ved at omgås folk, som ikke har skyggen af selvironi. Faktisk så burde de bare sendes i en koncentrationslejer, hvor det kun er folk uden selvironi, så vi andre slap for konstant at skulle gå og prøve at undgå, at fornærme dem. Det behøver ikke at være en koncentrationslejer, ligesom dem tyskerne lavede under anden verdenskrig, men man kunne f.eks. bare sende dem til et øde sted, hvor der alligevel ikke er nogen der kommer, som f.eks. Falster