Amnesty

Jeg kom i dag gående fredligt i min egen verden ned ad gaden, da en fyr fra Amnesty International helt uprovokeret begyndte at råbe af mig. Dette forvirrede mig så meget, at tanken om at løbe skræmt væk, først kom da det allerede var for sent. Fyren introducerede sig selv som "Esben". Esben begyndte straks at fortælle mig om Amnesty International, hvad de lavede og hvor fantastisk deres arbejde er. Imens stod jeg med tanken om, at han kun var så positiv, fordi han prøvede at retfærdigøre, at han ødelagde min ellers gode dag, ved at jeg vidste at jeg blev tvunget til at ta' stilling til, om jeg skulle underskrive et eller andet.

Af de minutter vi stod på gaden og snakkede, brugte Esben nok halvdelen af tiden på at fortælle at Amnesty har "3.200.000 medlemmer", hvilket blot fik mig til at tænke: "Jamen, hvorfor skal det så gå ud over mig?"

Mit problem med folk der indsamler underskrifter er ikke årsagen, men det er at de altid skal komme og overfalde én på gaden. Jeg synes virkelig at det burde være en beslutning, som man ikke skal føle at man bliver presset ud i, for at få en eller anden gadesælger til at lade én være. Organisationer som Amnesty burde i stedet lave reklamer, hvor dem der deler Amnesty's interesser kan komme og melde sig ind, så jeg slipper for en eller anden gøgler, som prøver at irritere mig indtil jeg sætter en underskrift.

Esben fortsatte på en meget irriterende måde, at prøve at overbevise mig om at Amnesty International er verdens bedste idé. Dette var på trods af at jeg (for sportens skyld) skød flere af hans argumenter i sænk. Selvom jeg mest af alt havde lyst til fuldtstændig at "jorde ham" retorisk, så kunne jeg ikke få mig selv til det, fordi det ligger så dybt i mig, at det er forkert at ydmyge folk, som jeg ikke har kendt længe nok til at ha' grund til at ha' noget imod dem. Derfor valgte jeg at gå over til "smil-og-vink-taktikken", hvilket så har bevirket, at jeg nu er medlem af Amnesty International - indtil jeg finder ud af om det er noget, som jeg gider at bruge tid på…