1 måned - 2 klager

Jeg flyttede hjemmefra for cirka en måneds tid siden. Det er sådan gået ganske udemærket, når man ser bort fra, at jeg på lidt over en måned allerede har fået to klager, fordi mine naboer er så mega smålige, at de skynder sig at klage til min udlejer før de overhovedet konstaterer at der er et problem.

Den første klage fik jeg efter min indflytterfest. Reglen siger åbenbart, at man skal rydde op samme aften, inden man enten går i byen eller går kold. Dette var jeg ikke klar over, så dagen derpå bliver jeg vækket af min nabo, som banker på og brokker sig over at fælles arealerne var fulde af rod - hvilket var helt berettiget. Jeg trodser så tømmermændene og står op og skal til at rydde op, men i samme øjeblik kommer min udlejer ind af døren, og begynder fuldstændig at PMS'e over at det roder så meget, og får mig endda til at gå hen til min nabo og give hende en "officiel" undskyldning, mens min udlejer stod og betragtede det..

Min anden klage fik jeg i fredags, da der blev holdt en forfest til en skolefest hjemme ved mig. Vi benyttede til formålet den fælles gårdhave, som min udlejer havde fortalt mig, gerne måtte benyttes, hvis der bare ikke var larm efter kl 22. Da vi skulle være oppe på skolen senest kl 22, så tænkte jeg at det ikke var noget problem.. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at en af mine kammerater har det med at blive meget - MEGET larmende når han drikker. Vi pakkede sammen omkring kl 21:15, og begyndte så at gå op mod skolen cirka et kvarter senere. I går fik jeg så et opkald fra min udlejer, som fortalte at der var blevet klaget over at det larmede for meget fra gårdhaven, og at der ikke var ryddet ordenligt op efterfølgende. Dette var på trods af at der ikke havde været nogen henne og brokke sig over larmen, eller på nogen måde havde signaleret at de var utilfredse med vores opførsel...

Konklusion:
Folk er åbenbart meget smålige og barnlige - især i midtbyen...

Barndoms traumer

Jeg modtog i dag et opkald, fra et telefonnummer som jeg ikke kendte, da jeg ikke lige havde hverken tid eller lyst til at ta' telefonen, så valgte jeg bare at lade den ringe i den tro, at hvis det er vigtigt, så ville vedkommende nok forsøge at få fat i mig igen. En times tid senere kommer jeg forbi en computer, og vælger så at forsøge at "krak'e" nummeret. Dybt chokeret finder jeg ud af, at nummeret tilhører min sindsyge moster Dorrit. Dette bringer straks en række ubehagelige barndomsminder frem, som jeg i omkring 10 år har forsøgt at fortænge…

- for cirka 10 år siden -

Jeg er næsten lige startet i folkeskole. Det er en skøn dag med høj sol. Jeg er lige på vej ind af døren til mit hjem. Da jeg åbner døren hører jeg noget højt underligt musik - ikke noget mine forældre ville sætte på..? Heller ikke noget nogen af mine brødre ville spille..?

Jeg går ind af fordøren, smider mine sko og taske, og går ind imod stuen for at finde ud af hvad det er for noget underligt musik.. Idet jeg træder ind i stuen ser jeg min moster Dorrit - og hendes blævrende mave, som i et ynkeligt forsøg prøver at følge med resten af kroppen i Dorrits forsøg på at danse mavedans, men i stedet minder mere om en meget fed persons dobbelthage, som forsøger at følge med resten af kadaveret, men altid er et sekund bagefter.

Dette skrækkelige syn skræmmer mig så meget, at mit blod bliver fyldt med adrenalin, og jeg i løbet af tre sekunder er oppe på mit værelse - som ligger i den anden ende af huset, på første sal - hvor jeg barrikaderer mig indtil mine forældre kommer op og fortæller mig, at der er aftensmad og forsikrer mig om, at Dorrit ikke begynder at danse mavedans igen..

- tilbage til nutiden -

Denne forfærdelige oplevelse har brændt sig ind i min hukommelse, på trods af at jeg har prøvet at fortrænge det siden øjeblikket det skete. Siden da har jeg ikke brudt mig om hverken min moster Dorrit eller mavedans, og jeg har afskyet alt hvad der minder mig om kombinationen af dem.

Hjemvendt

Jeg er netop hjemvendt fra Roskilde Festival, blot for at finde mit værelse totalt ommøbleret og invaderet af nordmænd..
Godt nok var mine forældre mildest talt ikke glade for, at jeg tog afsted til Roskilde, men jeg må sige at det er sjældent jeg har haft så dårlig en smag i munden, som da jeg tog tidligt hjem fra Roskilde Festival på mine forældres påbud, da jeg absolut skulle hjem for at overvære endnu en dødsyg familiesammenkomst, bare for at konstatere, at man nærmest er blevet smidt ud, og derfor slet ikke var nødt til at forlade festivallen i utide, og derved gå glip af den koncert jeg så mest frem til at overvære.

Man føler sig virkelig værdsat, når man kommer hjem, efter en uge med stort indtag af rusmidler og alt, alt - alt for lidt søvn, og man så nærmest er blevet smidt ud.. Det undrer dog en smule, at min mor flere gange har givet udtryk for, at hun synes at jeg skal blive boende hjemme, men alligevel nærmest smider mig ud en uge før jeg flytter, så jeg er nødt til at sove på en luftmadras på kontoret indtil jeg flytter..

Roskilde Festival var dog også denne gang besøget værd, også selvom det er ekstremt hårdt fysisk, at være på Roskilde, da det er 9 dage næsten uden søvn, med stor indtagelse af rusmidler imens man er sølet ind i mudder. Dette kom for mit vedkommende ovenpå et par studentergilder, som ikke ligefrem gjorde det lettere at overleve Roskilde.

Ved det ene studentergilde snakkede jeg med en fyr, som påstod at han var i "Insiminør Korpset i Skive". Han mente selvfølgelig Ingeniør Korpset, men da han var relativt fuld, så kom han til at udtale det forkert. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at joke med ham, og spørge om de så tog ud for at insiminere Afghanere, når de blev udsendt.. Jeg kørte faktisk joken ret langt ud. Senere samme aften fortæller ham der blev student, at jeg skulle stoppe med at f***ing tirre ham soldaten, da han allerede har to voldsdomme, og ikke ligefrem får et mildere temperament af at drikke alkohol. Jeg fandt ved samme lejlighed ud af at soldaten ved en tidligere lejlighed havde flækket en tand på ham der blev student i en ligende situation..

Selve Roskilde Festival var ikke så action-packed, som jeg bagefter har fundet ud af at medierne havde fået det til at lyde som om. Ja, der var godt nok en svensker der kradsede af, og ja han havde godt nok camp lige på den anden side af vejen fra mig, men så vildt er det da virkelig heller ikke. Altså helt ærligt, en svensker fra eller til…

Apropos Roskilde, så faldt jeg over denne artikkel, som virkelig viser hvordan dansk journalistik har nået helt nye højder…

Amnesty

Jeg kom i dag gående fredligt i min egen verden ned ad gaden, da en fyr fra Amnesty International helt uprovokeret begyndte at råbe af mig. Dette forvirrede mig så meget, at tanken om at løbe skræmt væk, først kom da det allerede var for sent. Fyren introducerede sig selv som "Esben". Esben begyndte straks at fortælle mig om Amnesty International, hvad de lavede og hvor fantastisk deres arbejde er. Imens stod jeg med tanken om, at han kun var så positiv, fordi han prøvede at retfærdigøre, at han ødelagde min ellers gode dag, ved at jeg vidste at jeg blev tvunget til at ta' stilling til, om jeg skulle underskrive et eller andet.

Af de minutter vi stod på gaden og snakkede, brugte Esben nok halvdelen af tiden på at fortælle at Amnesty har "3.200.000 medlemmer", hvilket blot fik mig til at tænke: "Jamen, hvorfor skal det så gå ud over mig?"

Mit problem med folk der indsamler underskrifter er ikke årsagen, men det er at de altid skal komme og overfalde én på gaden. Jeg synes virkelig at det burde være en beslutning, som man ikke skal føle at man bliver presset ud i, for at få en eller anden gadesælger til at lade én være. Organisationer som Amnesty burde i stedet lave reklamer, hvor dem der deler Amnesty's interesser kan komme og melde sig ind, så jeg slipper for en eller anden gøgler, som prøver at irritere mig indtil jeg sætter en underskrift.

Esben fortsatte på en meget irriterende måde, at prøve at overbevise mig om at Amnesty International er verdens bedste idé. Dette var på trods af at jeg (for sportens skyld) skød flere af hans argumenter i sænk. Selvom jeg mest af alt havde lyst til fuldtstændig at "jorde ham" retorisk, så kunne jeg ikke få mig selv til det, fordi det ligger så dybt i mig, at det er forkert at ydmyge folk, som jeg ikke har kendt længe nok til at ha' grund til at ha' noget imod dem. Derfor valgte jeg at gå over til "smil-og-vink-taktikken", hvilket så har bevirket, at jeg nu er medlem af Amnesty International - indtil jeg finder ud af om det er noget, som jeg gider at bruge tid på…

Fravær

Hvis man får fysisk fravær på min skole, så skal man via internettet angive årsagen til hvorfor man enten kom forsent, eller slet ikke mødte op. Jeg tvivlede kraftigt på, at der var nogen der læste hvad der blev skrevet som fraværsårsag, og derfor besluttede jeg mig for, at teste om det gjorde nogen forskel hvad man skrev, og derfor begyndte jeg at skrive de mest hjernedøde ting, som jeg kunne komme i tanke om..

Indtil videre er der ikke nogen der har reageret på det, så jeg går ikke ud fra at nogen læser det. Nedenfor ses de årsager, som jeg har udfyldt:

Nogle af årsagerne er "inspireret" (stjålet) fra andre kilder. Den med ringbindet er fra "Chris og Chokoladefabrikken", og den med naboens datter er fra min storebror. Resten er dog mine egne hjerneblødninger

"LAN-Party"

Jeg har netop set en plakat, som reklamerede for "LAN-Party", som egentlig blot er nogle folk, som sætter sig og spiller computer i samme lokale. De spiller ikke nødvendigvis det samme, eller imod hinanden, men det lidt det der er idéen med det.

Jeg forstår virkelig ikke at man sætter ordet "Party" i forbindelse med "LAN", da det intet har men en fest at gøre, da alle sidder i sin egen verden, og stirrer ind i sin egen computer, mens de lukker sig selv helt ude fra resten af verden, ved normalt at sidde med kæmpe store høretelefoner, så de INTET kan opfatte af hvad der sker omkring dem... Dermed er disse folk verdens mest oplagte ofre, hvis man har lyst til at ha' det sjovt på andres bekostning, for så længe der er strøm til deres computere, så lægger de slet ikke mærke til at man står og putter salt i deres cola, binder deres snørrebånd sammen omkring stolen eller at man bare laver et smølfespark på deres høretelefoner, så det larmer helt ekstremt meget, før det er for sent.

Nogle vil måske indvende, at man ikke kan tillade sig at opføre sig sådan overfor andre mennesker, og dér må jeg sige, at jeg er helt enig. Nu er de jo heller ikke "rigtige" mennesker. De er jo typer, som jo ikke ville overleve i to minutter, uden en form for computer indenfor rækkevidde, da de dermed ikke kan tjekke deres "gearscore" i World Of Warcraft. De fleste af de typer, som hver gang kommer til disse "LAN-parties", er virkelig en flok sociale udskud, som blot er et restprodukt af den industrialisering, som vores del af verden har været igennem. De er blot affald fra den proces, som har givet os så høj en velstand, som vi i Danmark har i dag, og chancen for at de nogensinde kommer til, at bidrage med noget som helst til samfundet er så forsvindende lille, at det slet ikke er værd at håbe på..

Nogen burde gøre noget ved det..

Mandage..

Mandage er noget af det værste, som er blevet indført i menneskehedens historie. En eller anden må også hurtigt ha' fundet ud af at det var en virkelig dårlig idé, at ha' mandage, og sørgede derfor for at der kun var en enkelt hver uge, og at den lå lige i starten af ugen, så ens uge ville starte virkelig dårligt, og gradvist blive bedre og bedre..

Noget som er endnu værre end mandage, er når andre dage føles som mandage. Der er en grund til, at der kun er en enkelt mandag i hver uge, nemlig at det så lige er til at overskue, fordi man ved at der går en hel uge, inden der kommer en ny mandag. Når der så lige pludselig er både en mandag, og en anden ugedag, som føles som en mandag, så ved man bare at det er en skod uge!

I dag (torsdag) er en af de dage. Dagen startede med, at jeg vågnede efter kun fire timers søvn, fordi en arrig sværm af blodtørstige dræber-myg prøvede at ta' livet af mig. Aftenen forinden havde jeg været ude at bade, og havde i den anledning formået at få et relativt dybt sår i min ene hæl. Dette havde jeg imidlertid lykkeligt glemt alt om, indtil jeg stod ud af sengen, hvor jeg til fulde kunne føle at jeg lever.
Efter alt dette tog jeg til læge, for at få en stivkrampevaccination, da jeg ikke har fået sådan en så længe jeg kan huske. Da jeg så kommer derop, så starter hun selvfølgelig med at se på skadens omfang. Mens jeg sidder roligt og slapper af, så flår hun lige pludselig en skalpel frem, og begynder brutalt at dissekere min fod.

Da jeg så er færdig med alt dette tager jeg i skole, hvilket ikke er videre spændende. Da jeg så er færdig i skole, skulle jeg på arbejde, som virkelig var "prikken over i'et", da jeg var tvunget til at stå op i 5 timer, og bare bidde smerten i mig.

Man orker bare virkelige ikke mere end en af disse dage om ugen, og derfor synes jeg personligt, at man helt bør afskaffe mandage, da de egentlig blot er til, for at onde forsikringsfolk kan fryde sig over andres ulykke, når folk ringer ind.